Kald det gud,
kald det hvad helvede du vil,
kald det sammen med mig:
vores egen liturgi

Jeg tog nadver fra
dine læber,
jeg tog for mig,
jeg indtog
din gud
og din krop,
jeg tog alt ind,
jeg tog dig,
jeg tog,
hvad jeg
fik,
hvad jeg
ville.

Kald dét her et præludium,
kald det Bach eller Blicher
kald det kalkede vægge
der venter
kald det skrøbelige begyndelser,
kald det tvivl, der bliver sikkerhed,
hører du:
tvivlen bliver sikkerhed.

Kald det salmer,
kald det vore voldsomme
hjemstavnes vemodige viser,
kald det to almindelige mennesker
på en kirkebænk,
kald det noget,
jeg forestiller mig,
noget,
der kun næsten skete.

Kald det himlen,
kald det alt det,
der venter,
det var dér midt i skikken,
det var midt i den fremmede, velkendte,
skik, at jeg vidste, jeg elsker dig.

Kald det helvede,
dét vi vil falde i,
kald det cirkler og eventyr,
katabasis, baby,
jeg vil følge dig gennem det,
helt ud til kanten
og ud over kanten
og nedad og nedad og nedad,
så længe du holder min hånd.

Kald det krampagtigt,
kald det traumer fra den barndom
jeg stadig kun kan tale om i bisætninger
kald det indbildning, kald det
selvforstærket vilje,
kald det smukke og rolige navne
som dem vore børn måske vil bære
eller kald det dét, det er,
kald det kærlighed ud i hver eneste fiber,
kald det til dig
kald det frem.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.

1 Response to

Der er lukket for kommentarer.