HOVTAKT

På kanten af oktober sidder rytteren, den gennemsigtige,
og klapper en hovtakt, der strammer om halsen.

På ruinerne gror svampene, på ruinerne af alting.

Ethvert håb er fløde til en stuvning.

Igen må jeg drømme de sorteste marker,
igen må jeg ville være muld.

Der er gået en pære i køkkenet.

På kanten af oktober finder vi ind i os selv,
finder vi veje at drage ad.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.