Månedsarkiv: december 2017

MED ÉT SLAG Efter solløse uger, sådan virker det, gør rågerne holdt midt på himlen, og med ét slag synes meget at ophøre: Larmen fra de langsomme længsler, anemoneambitionen, interimistisk reparerede maskiner, garderobeskabe lukkede med gaffertape, champagneproppistoler. Efter solløse uger, … Læs resten

Kommentarer lukket til

VINTER ER KØLIGE KNIVE Vinter er kølige knive mod gryder og fyrrestammer vinter er vin og appelsiner vinter er cement mod bare fødder i halvfjerdserne pumpen i gården og snoren mod stangen vinter er forelskelser kvalt ved fødslen alle de … Læs resten

Kommentarer lukket til

SILKETRÅD Hjemme og fjorden er rolig. Ude i mosen løber blodspor gennem landskabet som silketråd. Ude i mosen løber blodspor gennem landskabet som den silketråd vi hænger pynt på årets træ med. Ude i mosen løber blodspor gennem landskabet som … Læs resten

Kommentarer lukket til

DERUDE (Til Tove) Det hyler derude ambulancerne kommer efter dig efter dig med årtiers forsinkelse. I al fortrolighed: Jeg har også dé vinger jeg har også dé vinger der aldrig lader mig lette og aldrig lader mig lande. Som barn … Læs resten

Kommentarer lukket til

TIL HIMMEL Aspen står i gården det suser i alle dens grene det trækker i rødderne træet vil lette som jeg vil lette og blive til himmel til himmel med dødsol og sølvstjerner på.

Kommentarer lukket til

KANTATE Det kræver sine violiner at holde sorgen fra døren det kræver tonstunge arier århundreders hektiske vejrtrækning snefald over Sorte Firkant kandiserede violer. Hvor jeg dog trænger til et nyt år hvor græsset må betrædes og elendigheden begrædes som det … Læs resten

Kommentarer lukket til

VOLGA Det er jo bare ord det er jo bare alt det der strømmer igennem mig som Styx eller Ravnkilde Volga eller ej det er jo bare et oprør der aldrig tager ende en musik fra mine årer et væld … Læs resten

Kommentarer lukket til

DET ER FORDI JEG KAN SE LYSET I DIG Det er fordi jeg kan se lyset i dig, det er derfor jeg stirrer sådan, det er derfor min hånd bliver liggende på dørhåndtaget, den blåmalede dør ud mod gården, dine … Læs resten

Kommentarer lukket til

ALMENTILSTAND Ulven er stukket til skovs, og krigene bliver ved. Dåserne ruster for enden af snoren. (Jeg ved det jo godt: Vi har aldrig lovet hinanden en vinter, en måne, en mågefjer, en tur i biografen, tusind tunge nætter, disse … Læs resten

1 kommentar